Sigurd Scherffenberg Møller, af familie og venner altid kaldt Morbror eller Frab, blev født den 27. august 1886 som næstyngste barn af værftschef på Helsingør skibsværft Frederik J. Møller og hustru Hedvig (født Scherffenberg).
Sigurd var uddannet civilingeniør og arbejdede i sine unge år bl. a. på Nakskov skibsværft. Senere stiftede han sammen med en ven stål- og værktøjsforretningen Møller & Hellstern med kontor i Studiestræde 14, 1. i København.
Sigurd var hele livet ugift og havde ingen børn. Men, familien betød meget for ham, ja, den var hans liv. Han var altid sammen med familien i julen, påsken og sommerferien og var et festligt midtpunkt ved alle familiefesterne. Og økonomisk var han altid den første til at hjælpe, når der var behov. Og det var der.
Den 31. december 1943 stiftede han Scherffenberg Møllers Fond til støtte for ”legatstifterens slægt, eller personer, der har været i hans tjeneste …”. ”Til slægten henregnes alene legatstifterens søskende, descendenter af disse, samt enker og enkemænd efter samme”.
Han tilførte løbende midler til fonden, således at den ved hans død i juli 1970 havde en formue på over 500.000 kr. - et ganske betydeligt beløb på den tid.
Sigurd Scherffenberg Møller døde den 3. juli 1970 og er begravet i familiegravstedet på Nordre Kirkegård i Helsingør.